Pave Johannes Paul II’s rundskrivelse Fides et Ratio fra 1998 tilskrives i væsentlig grad kardinal Ratzinger, som senere blev pave Benedikt XVI.
Pavernes primære ærinde med rundskrivelsen er at imødegå samtidens tendens til relativisme. De understreger i stedet skaberværkets absolutte sandhedsværdi og tydningsmulighed. Ethvert menneske har nedlagt en drift mod at søge indsigt i sig selv, sine omgivelser og derved i Gud. Søgen efter mening giver mennesker retning i deres liv.
Det voksne menneskes erkendelse af sammenhæng og forudsigelighed er grundeksistensens filosofiske udgangspunkt og viser hen til skaberen af kosmos.
Kun med gudstroens perspektiv kan betydningen af den observerbare virkelighed fattes og sandheden tone frem herunder ikke mindst om een selv.
Kristus er vejen, sandheden og livet (Joh 14:6), men forventningen er at først ved Gudsmødet efter døden vil vi stå overfor den fulde sandhed (1 Kor 13:12).
Paverne er store tilhængere af Thomas Aquin og den skolastiske systematisering af filosofisk bearbejdet teologi. Thomas er efter pavernes mening stadig relevant som inspirationskilde og referencepunkt i nutidig teologi.
Moderne relativisme ses som altødelæggende for samfund og hele civilisationer. Specifikt afvises forskellige former for historisk (alt er tidsbestemt) og moralsk (flertallet har altid ret) relativisme.
Andet vatikankoncil (1963-66) opfordrede til (natur)videnskabelig udforskning som del af teologisk sandhedssøgen. JP2 advarer dog mod en scientisme, der afviser alle betydningsmæssige aspekter af virkeligheden og kun drejer sig om tekniske hvordan-spørgsmål.
Han begræder samtidigt den nutidige filosofis indskrænkede ambition, der afviser metafysiske dimensioner (religion, moral, kunst, kærlighed osv) og kun drejer sig om epistemologiske eller andre tekniske aspekter.
I katolsk tradition er tro og viden fuldt integreret i hinanden og kan aldrig være i indbyrdes modsigelse.
/jh
Læs mere