En legitim stat har først og fremmest til opgave at sørge for borgernes sikkerhed. Den interne sikkerhed sørger politiet for, mens udefra kommende trusler er militærets ansvar. De legitime midler går helt frem til at slå andre ihjel og evt. gå i krig for at opfylde formålet. Da dette strider imod en helt grundliggende norm, retten til livet, hvis begrundelse bl.a. kan findes i Moselovens femte bud, har der altid været diskussion om betingelserne for krig: Hvornår er det moralsk tilladeligt og måske endda en stats pligt at gå i krig? Findes der en retfærdig krig?
Diskussionen blussede op i den vestlige verden i forbindelse med de to Golfkrige mod Irak i 1991 og 2003, og er senest blevet aktuel under Israels krig med Hamas i 2023, men diskussionen er ikke ny.
Før kristne normer begyndte at overtage den vestlige verden for 2.000 år siden, blev det enkelte menneskes ret til livet ikke anerkendt som en universel rettighed, men som en ret for den stærke dvs. for bestemte samfund eller grupper i samfundet, om end der dog allerede i antikken var filosoffer (fx Cicero), der diskuterede disse principielle spørgsmål.
Kristendommen præsenterede imidlertid det grundsynspunkt, at da alle mennesker er skabt i Guds billede, er de lige-værdige, hvoraf følger bl.a. en lige ret til liv og ukrænkelighed. Efter kejser Konstantin i 313 tillod kristendom, og især da den senere blev statsreligion, blev tilladeligheden af kristnes deltagelse i krig diskuteret. Udfordringen bestod (og består stadig) i at forene Kristi budskab om næstekærlighed, og at vende den anden kind til, og samtidig at selv Kristus i visse sammenhænge accepterede militær og under bestemte forhold tilmed vold. Biskopperne Ambrosius (+397) og Augustin (+430) opstillede derfor nogle principper for, hvornår det er moralsk tilladeligt at gå i krig og tilsidesætte fjendens principielle rettigheder til liv og ejendom.
Principperne for Retfærdig Krig (justum bellum) er siden, og især i middelalderen af Thomas Aquin (1225) og under de efterfølgende lange krige i Europa bl.a. af Hugo Grotius (1625), blevet udviklet og inkorporeret i international jura:
- Krigen skal have en retfærdig begrundelse og være en nødvendig og sidste udvej.
- Krigen besluttes og føres af en legitim autoritet
- Krigen skal have en rimelig udsigt til at opnå sit formål
- Krigen skal føres med proportional magtanvendelse, dvs. der må kun anvendes fornøden og ikke overdreven magt
- Krigsførelsen skal beskytte civile mest muligt
- Krigen skal efterfølges af genoprettelse af freden
De første tre principper har at gøre med beslutningen om krig (jus ad bellum), mens de sidste tre principper drejer sig om krigens førelse (jus in bello).
Almindeligvis vil krig i selvforsvar altid have mulighed for at opfylde det første kriterium for en retfærdig krig. Men samtlige øvrige kriterier kan i konkrete situationer ofte blive diskuteret. Det væsentlige er dog, at disse kriterier sætter en principiel grænse for krig, død og ødelæggelse, såfremt man anerkender det kristne moralgrundlag.
I moderne tid er principperne blevet udfoldet i bl.a. de fire Geneve-konventioner fra 1949, som indeholder specifikke regelformuleringer, der doceres på militærakademier over hele verden, og som lægges til grund for domstolsbehandling under den humanitære folkeret af evt. krigsforbrydelser.
Læs mere
/jh