I dag er vi langt fra korstoge og hellig krig. Det er nærmest blevet en underforstået antagelse, at kristne hælder mod pacifisme, altså er imod at bruge vold og våben ligegyldigt hvilken provokation eller trussel man måtte stå over for. Sandt er det, at Jesus opfordrer alle til at elske sin næste inkl. sine fjender og at vende den anden kind til, hvis man bliver udsat for overgreb (Lk 6:27-36).
Men Jesus afviser ikke vold, militær og krig, og han anerkender verdslige myndigheders selvstændige autoritet (Mk 12:17). Han kender til både strategiske overvejelser hos krigsherren (Lk 14:31-32) og til menige soldaters fremfærd under krigshandlinger, som Jesus opstiller etiske regler for, dvs. ingen plyndring eller mishandling (Lk 3, 14) men soldater skal vise omsorg for fjenden (Lk 6:27-36, 22:50-51).
Han understreger, at man skal beherske sig og tilgive uret (Mt 5:39), tåle uretfærdighed (Mt 5:22) og søge forlig og fred (Mt 5:23-25). Et menneske, der stifter fred, er super (Mt 5:9).
Dog siger Jesus, at han ikke er kommet for at skabe fred men for at så splid (Lk 12:51). Og Jesus kender selv til aggression, som da han med vold og en pisk – et våben han selv har fremstillet – hærger de handlende på tempelpladsen (Jh 2:15-16). Det sker vel at mærke ikke for at forsvare uskyldige ofre men for at bekæmpe blasfemi (Jh 2:16-17).
Stående overfor sin tilfangetagelse og sikre død befaler han disciplene at gøre sig klar til missionsvirksomhed i fjendtligt miljø og skaffe sig sværd som våben i begrænset omfang (Lk 22:36-38). Forsvar af ens ejendom kan ske med våben (Lk 11: 21).
Jesus accepterer krigsparathed ikke kun for sine egne disciple men også blandt hedninger. Han hjælper en romersk officer i Kapernaum og opholder sig i hans hjem (Lk 7:2-9). Katolikker gentager endog officerens ord under messen (“Gå ikke ind under mit tag, men sig kun ét ord, så bliver min sjæl [tjener] helbredt”). Den første ikke-jøde, der erkender Jesus som Guds søn, er i øvrigt en romersk officer under korset (Mk 15:39).
Også efter Jesu død og opstandelse er der allerede blandt de tidligste kristne accept af militær. Soldater er professionelle krigere (2Tim 2:4), som Paulus sammenligner kristne med. Og den højtstående romerske officer Cornelius faciliterer Peters udbredelse af budskabet om Jesus (ApG 10:1-33).
Ser man nærmere efter, så peger de tidligste kilder til Jesu egne holdninger og gerninger på, at aggression er en naturlig del af menneskelivet, og at det under visse omstændigheder faktisk er berettiget at anvende den aggressive impuls i voldelig krig. Først efter flere århundreders overvejelser bliver denne grundliggende forståelse af det gudskabte menneskes psyke og dets samfund formuleret i principper for en retfærdig krig af kirkens biskopper og teologer.
Læs mere
/jh