Flere kliniske forsøg med diabetes-patienter rundt omkring i verden viser lovende tegn på, at behandling med stamceller kan ophæve behovet for insulin hos patienter med diabetes.
Seneste eksempel er en 25-årig kvinde med mangeårig diabetes, der var vanskelig at regulere og krævede store doser insulin. Først fik hun udtaget en celleprøve, og cellerne blev behandlet i et laboratorium, så de voksede baglæns i udviklingen. Ved at tilsætte forskellige vækstfaktorer til cellekulturerne fik man fremdyrket pluripotente stamceller, hvorfra det lykkedes at udvikle insulinproducerede ø-celler. De blev herefter implanteret i kvindens mavemuskulatur, og efter nogle uger begyndte de at producere insulin.
Man har nu fulgt patienten i godt et år, og hendes døgnregulering af sukkerkoncentrationen i blodet er 98% normal, hvilket betyder, at insulin ikke længere er nødvendig, og at de livstruende udsving i sukkerkoncentrationen er væk. Patienten fik også immundæmpende medicin, og det vides endnu ikke, om det er nødvendigt for at sikre implantatets funktion på længere sigt.
Andre forsøg er også i gang med forskellige metode og patientgrupper. Der er bl.a. forsøg med stamceller fra fostre, hvilket giver særlige etiske overvejelser, der ikke er til stede ved anvendelse af egne celler, som i ovenstående eksempel.
Under alle omstændigheder er udviklingen med stamcelle-behandling af en række sygdomme i rivende udvikling, og det kan forventes at medføre nye muligheder for også danske patienter på lidt længere sigt.
/jh