Seksuel orientering i hjernen

Menneskets køn fastlægges normalt tidligt i udviklingen omkring fosteruge 7 med TDF-gen aktivering på Y-kromosomet, hvorefter testikler udvikles, og testosteron produceres i drengefosteret med maksimum omkring uge 15. Uden testosteron bliver det til et pigefoster. Så meget har været klarlagt i mere end 30 år, og den biologiske fænotype følger normalt den hormonale påvirkning i fostertilstanden.

Tilsvarende rettes det voksne individs seksuelle orientering mod det modsatte køn, så reproduktion kan ske. Imidlertid har nogle voksne individer en seksuel orientering rettet mod eget køn. Ligesom for andre adfærdsformer er årsagerne til homoseksuel orientering endnu kun delvist afklaret. Både multigenetisk baggrund og hormonel påvirkning i fostertilstanden er blevet undersøgt, men kan kun tilskrives en mindre del af forklaringen.

Nye undersøgelser med anvendelse af Magnetisk Resonans scanning og kunstig intelligens har nu påvist såvel strukturelle som funktionelle forskelle i hjernen hos heteroseksuelle og homoseksuelle mennesker af begge køn. Et internationalt forskerhold brugte MR scanning til at undersøge hjernen hos 45 heteroseksuelle og 41 homoseksuelle personer omkring 30 år og af begge køn. Herved påviste man, at der i nogen grad var strukturelle forskelle mellem de to grupper, som kunne forudsige en persons seksuelle orientering med 62% sikkerhed. Kiggede man imidlertid på aktivitetsområder i hvile, kunne man med 100% sikkerhed identificere heteroseksuelle og med 83% sikkerhed identificere homoseksuelle dvs. en gennemsnitlig akkuratesse på 92%.

Fundene er betydningsfulde, fordi der herved påvises en konkret, biologisk forskel i hjernen svarende til en forskel i seksuel orientering og adfærd. Flere forskellige områder i hver enkelt hjerne er involveret på en kompleks måde, men der foreligger ikke nogen indikation om årsagssammenhængen. Der kan således potentielt være tale om, at en homoseksuel orientering og adfærd ændrer hjernens form og funktion i løbet af ungdommen, men omvendt kunne det også være, at præ-pubertære hjerneforskelle medfører homoseksuel orientering.

/jh

Kilde

Clemens B et al. Accurate machine learning prediction of sexual orientation based on brain morphology and intrinsic functional connectivity. Cerebral Cortex, 2023, 33, 4013-4025.