Den naturlige Lov (lex naturalis) er rettesnor for det gode samfund

Trods stor forvirring og splittelse mellem stater, kulturer og mennesker fastholder den katolske kirke, at der findes et fælles værdigrundlag for konstruktivt samarbejde.

Hele universet er indrettet efter en orden – Logos – som afspejler sig i såvel den fysisk-biologiske materie som i den immaterielle åndelige virkelighed (fx tænkning og kærlighed). Selve skabelsen af kosmos er realisering af Guds vilje, lex eterna, og alle eksisterende fænomener har deres eksistens i Guds vedvarende opretholdelse.

Mennesket har udviklet fuld rationalitet, så det kan aflæse Guds vilje i skaberværket, lex naturalis, hvilket gør erkendelsen af Gud mulig også uden åbenbaringen gennem Kristus. Det immanente logos er forudsætningen for rationel videnskab og for menneskets bevidste deltagelse i udfoldelsen af skaberværket. Mennesket afspejler gennem sin natur og rationalitet Gud selv, og menneskets frihed udvikles i egen realisering af den guddommelige orden i sit liv. Al moral udgår fra respekten for hvet eneste menneskes unikke bestemmelse og gudsskabte værdighed.

Den naturlige Lov, lex naturalis, er uafhængig af menneskers, gruppers eller magthaveres love og regler; men love og regler, der strider mod Den naturlige Lov, er illegitime, omend de af praktiske grunde kan være nødvendige at efterleve.

Der findes én universel moralsk regel: Man skal gøre det gode og undgå det onde.

Grundprincipper (præcepter) for (mellem)menneskelig moral(rettigheder) efter Den naturlige Lov: eksistens, forplantning, livsmening i fællesskab (inkl med sin Skaber).

Den aktuelle relativisme i Vesten ophæver forbindelsen mellem menneske og natur. Kultur forstås nu ikke længere som en åndelig ekstraktion af naturens betydning men derimod som en rammeløs afkobling af mennesket fra sit ophav, en modnatur. Udviklingen i kosmos forstås ikke længere som en manifestation af Logos. Ehver henvisning til et eksternt, etisk grundlag, fx en lex naturalis, forstås i dag som en trussel mod menneskets autonomi. Det gode er blevet subjektivt.

Kirken fastholder Den naturlige Lov som det normative grundlag for ethvert sundt samfund. Frihed, sandhed, retfærdighed og solidaritet bør være de praktiske rettesnore i indretningen af samfund. Ethvert menneskes værdighed, familiens integritet og tankens frihed er grundlæggende kriterier, som alle regler i et godt samfund bør måles efter. Konkret implementering af lex naturalis i et samfunds juridiske regelsamling kaldes ius naturale. Håndhæves retsordenen i et samfund uden en sådan reference, men alene på grundlag af en diktators eller et demokratisk flertals beslutning, så vil der være høj risiko for overgreb, undertrykkelse og tab af livsmening.

/jh

Relevant læsning

In search of a universal ethic: New look at the natural law. International Theological Commission, Vatikanet 2009.