Korstogenes barbari og en nådesløs kamp imellem kristne og muslimer er en kliché, der ofte hentes frem for at beskrive forholdet mellem Vesteuropa og Den arabiske Verden i middelalderen. Virkeligheden var rigtignok ofte barsk, men der var også mere nuancerede holdninger til ‘de andre’ på begge sider. Pluk fra de historiske arkiver kan måske sætte nutidige diskussioner om forholdet mellem kultur- og religionsforskelle lidt i perspektiv. Det viser sig at flere af nutidens vanskelige spørgsmål i forholdet mellem Kristendom og Islam har en lang forhistorie. Og dén kan vi måske lære af.
Dhimmi, ‘bogens folk’, dvs. jøderne og de kristne, blev generelt accepteret af de muslimske myndigheder i Mellemøsten, i Spanien, på de Baleariske øer, Malta og Sicilien, dvs. i alle de grænseområder, hvor muslimer, kristne og jøder levede side om side. Tvangsomvendelse var der sjældent tale om.
Jerusalem og andre hellige steder var fuldt tilgængelige for kristne pilgrimsrejsende, også før 1. korstog (1095-99). Den første blokade fandt sted efter Saladins generobring af Jerusalem i 1187.
Roger II af Sicilien opretholdt det muslimske rets- og skattesystem efter de kristnes magtovertagelse omkring 1100. Handels- og retsdokumenter fra perioden 1125-1250 viser at der var livligt samkvem mellem de forskellige befolkningsgrupper i Kongedømmet Sicilien. Muslimske retslærde udarbejdede lempelige fortolkninger af islamisk lov, som gjorde det muligt for muslimer at leve i et kristent styret land.
Petrus Venerabilis, en af Cluny klostrets mest betydningsfulde abbeder, som senere blev helgenkåret, fik Koranen oversat til latin allerede i midten af 1100-tallet. Formålet var et bedre udgangspunkt for en kristen mission blandt muslimer.
Selvom Petrus Venerabilis bl.a. anvendte udtryk som “lorte kætteri” om Islam, gik han stærkt i rette med den militære side af korstogsbevægelsen, f.eks. i heftige diskussioner med kong Ludvig d. 7. af Frankrig og den meget korstogsmilitante Bernhard af Clairvaux, der senere blev helgenkåret.
Den hellige Frans af Assisi var pacifist midt i en korstogstid. Mod alle odds og med et dårligt helbred tog han flere gange på missionsrejser til Nordafrika og Mellemøsten. På en af rejserne nåede han frem til en emir i Syrien, som i følge en Frans’ levnedsbeskrivelser blev overbevist om hans hellighed, men lod sig dog ikke omvende!
I slutningen af 1200-tallet rejste den katalanske mystiker og digter Ramon Llull, eller Raimundus Lullus på latin, som missionær blandt muslimer i Mellemøsten, Nordafrika og Spanien. Han var inspireret af både af den hellige Frans’ pacifistiske tanker og af den religiøse inderlighed, han kendte fra islamisk Sufi-tradition hjemme på Mallorca.
Ligesom franciskanerne arbejdede også mange dominikanermunke med mission blandt muslimer. De lærte sig arabisk og sammenstillede arabisk/latin ordbøger. Kontakten med den arabiske verden bragte nyttig viden til det latinske Vesteuropa på områder som medicin og astronomi. Filosoffen Avicenna fra Baghdad (Ibn Sina, 980-1037), og senere Averroës fra Cordoba (Ibn Rushd, 1126-1198), beskæftigede sig med den antikke græske filosofi, især med Aristoteles. De inspirerede kristne tænkere til nye strømninger inden for både filosofi og teologi. Faktisk kan man dårligt forestille sig højdepunktet af den katolske teologi i middelalderen, skolastikken, f.eks. som repræsenteret af Sankt Thomas Aquinas, uden den inspiration, der kom fra den islamiske kulturkreds. De arabiske filosoffer blev senere underkendt af forskellige kaliffer med den begrundelse, at deres filosofiske tankegang var i konflikt med Islam og blev således ofre for en mere fundamentalistisk fortolkning af Islam. I de kristne lande fortsatte de med at blive læst i latinske oversættelser.
Forholdet mellem forskellige kulturer og religioner bør være dialog og vilje til gensidig forståelse. I middelalderen var dialogen mellem Kristendom og Islam til stede samtidig med at umenneskelige konfrontationer fandt sted. Tildeling af skyld til den ene eller anden af siderne i dette komplicerede forhold med 800 års forsinkelse ville nok være en tvivlsom affære. Men i lyset af historien kunne man lade sig inspirere til at arbejde for, at kultur- og religionsmøder altid kan finde sted i dialogens tegn.
/ct