Menneskets forskellighed som to køn er ikke ligegyldig. Biologi betyder noget. Hvert eneste menneske oplever sig selv som et individ med et bestemt køn, som mange af ens karakteregenskaber er påvirket af. Og kønsforskelle er jo ikke noget, man har fundet på hverken som enkeltindivider eller som samfund. Det tilsyneladende banale forhold, at der skal en mand og en kvinde til for at danne en stabil ramme for næste generations opvækst, er ikke en tilfældighed men et resultat af en årmillioner lang udfoldelse af skaberværket. Alligevel ser man i adskillige vestlige samfund, at dette møjsommeligt udviklede biologiske grundfænomen af et flertal betragtes som en social konstruktion, en samfundsbestemt indretning uden iboende egenværdi. Det traditionelle mand-kvinde (ægte)par kan nu erstattes af moderne sociale konstruktioner, der er kønsfleksible, og som betragtes som ligeværdige både i forhold til parrets egen udvikling og som opvækstramme for børn. Drivkraften i denne tendens er en lighedstankegang, der i udgangspunktet – meget sympatisk – betragter alle mennesker som ligeværdige. Det betyder imidlertid i praksis, at mange ikke vil acceptere, at kønnenes forskellighed er en værdi, som et barn har ret til at opleve som del af sin opvækst. Derimod betragtes det som en rettighed for alle mennesker, homoseksuelle såvel som heteroseksuelle, par såvel som enlige, at få og opdrage børn. Det sker gennem kunstig befrugtning, rugemoderskab og gennem adoption af børn til homoseksuelle par eller enlige, hvorved den sidste forskelsbehandling synes at være fjernet. Men spørgsmålet er, om der her er tale om et skadeligt overgreb på såvel de børn, der bliver ofrene, som for de voksne, der med de bedste hensigter alligevel kommer til dels at begå en alvorlig fejltagelse og dels overser en betydningsfuld biologisk lektie.
Talrige undersøgelser og statistiske opgørelser viser, at børn har bedst af at vokse op i en velfungerede familie med både far og mor. En række situationer kan udsætte børns opvækst for udfordringer, der i nogle tilfælde kan gøre deres vilkår dårligere. Dødsfald, skilsmisse, misbrug eller sygdom er alle forhold som er bedst at undgå, hvis det er muligt, fordi man ved at det er skadeligt for både børn og voksne. Tilsvarende undersøgelser af børn, der er opvokset hos homoseksuelle par, er der ikke mange af, og de er vanskelige at konkludere noget sikkert på, først og fremmest fordi de er foretaget i et miljø præget af aktivisme og politisering frem for objektiv videnskabelighed. Dertil kommer, at der mangler langtidserfaringer med adoptivbørn opvokset hos homoseksuelle, simpelthen fordi der endnu ikke er tilstrækkeligt mange tilfælde heraf. Man ender derfor med at skulle tage stilling til dette spørgsmål ud fra egen vurdering af, hvad der er væsentligt for, at et barns opvækst får de bedst mulige vilkår, hvilket jo er særlig vigtigt, når der er tale om en statsligt sanktioneret og velplanlagt adoption, hvorved alle borgere får et medansvar for barnets opvækstvilkår.
Afgørende for hvordan man vurderer et pars egnethed som adoptanter er, hvilket grundlæggende menneskesyn man har, og hvilket formål man ser med et parforhold mellem to voksne mennesker. Med en kristen grundforståelse af disse forhold har det afgørende betydning, at partnerne i (ægte)parret udgør en komplementaritet og supplerer hinanden, så helheden er større end summen af de to enkelte partnere. Den grundlæggende opfattelse er, at mand og kvinde er skabt forskellige med det formål, at der dannes et livgivende kærlighedsforhold, der afspejler Guds egen natur, og at børn har behov for at opleve netop denne kærlighed for at kunne udvikle sig som hele mennesker. At sådanne par dannes helt af sig selv har Skaberen sikret ved at der skal to forskellige køn til for at næste generation bliver født. Selve den biologiske evolutions indretning garanterer altså, at Guds kærlighed ideelt set kan synliggøres for alle mennesker, generation efter generation. Dét ideal bør man fortsat søge at realisere.
/jh