Katolsk sociallære drejer sig om, hvordan samfund kan tjene til udfoldelse af menneskets gudskabte bestemmelse, så mennesket kan løfte sit ansvar for sine medmennesker og hele skaberværket. I maj 2026 udsendte Vatikanet pave Leo d. 14’s første rundskrivelse, Magnifica humanitas, med fokus på en opdatering af sociallæren under indtryk af vor tids teknologiske udvikling og herunder særligt kunstig intelligens, AI.
Der er tale om et meget omfattende dokument, som indleder med en inspirerende analyse af det teologiske og filosofiske grundlag for kirkens samfundsforståelse. Her bliver det tydeligt, at paven ikke kan placeres på et politisk spektrum mellem højre og venstre, mellem kapitalisme og socialisme. Kirken forstår sin mission som et vejledende tilbud til alle mennesker om at anvende sandhedssøgen og indsigt i skaberværkets betydning til at værne om hvert enkelt menneskes uendelige værdighed, fordi det er skabt i Guds billede. Det gode samfund fremmer en fælles, frugtbar vision, der understøtter alle menneskers værdige liv i udfoldelse af ægte mening og sund udvikling. I forhold til materiel velstand og den individuelle ejendomsret har kirken altid lagt vægt på, at Gud ligeværdigt tildeler alle mennesker del i skaberværkets ressourcer. Privat ejendom er en del af ethvert menneskes personlige udtryk og selvrealisering, men den ret vil altid være sekundær til den universelle ret til nødvendige ressourcer.
Respekt for menneskets gudskabte værdighed medfører et subsidiaritetsprincip, hvorefter beslutninger skal træffes så tæt på de mennesker, der er involveret, som muligt og altså på lavest mulige niveau. Kan familien selv ordne sine forhold, ville det være en krænkelse, hvis myndigheder – hvad enten det er en demokratisk velfærdsstat eller et brutalt diktatur – overtog styringen. Subsidiaritetsprincippet betyder også, at hvor solidaritet med andre borgere er en konsekvens af, at alle er skabt i Guds billede, så må solidariteten ikke blive et formynderi, således som det kan ske i velfærdsstatens klientgørelse.
Det er oplagt, at i dagens virkelighed er ressourcerne ikke ligeligt fordelt. Paven understreger, at det er en kristen pligt at understøtte en retfærdig fordeling af de goder, som er nødvendige for ethvert menneskes sunde livsudfoldelse. Mange menneskers lidelse kan skyldes såvel naturlige forhold som menneskelig uretfærdighed, men omsorg for næsten efter Jesu eksempel kræver den kristnes indsats for at kompensere for manglende ressourcer, hvad enten det drejer sig om det naturlige miljø, helbred, føde, uddannelse, information osv. I den forbindelse fremhæver paven den kristne pligt til at tage godt imod migranter, der søger forbedrede og trygge levekår.
Tidens fokus er rettet mod kunstig intelligens, AI, som forventes at få væsentlig indvirkning på samfundsudviklingen. Paven understreger, at AI er teknologi som al anden teknologi uden dén naturlige forankring, som biologisk liv giver. Derfor er AI i sig selv uden moral, samvittighed eller personlighed, men kan alligevel få stor betydning både konkret teknisk men også mere filosofisk ved ændringer i samfundets menneskelige relationer. Derfor har de ansvarlige magthavere pligt til at etablere passende regler, der kan sikre AI-anvendelsen mod både direkte og indirekte skadevirkninger på mennesker og samfund. I den forbindelse advarer paven mod det tiltagende våbenkapløb, som særligt hvad angår spredningen af mindre, taktiske kernevåben øger risikoen for katastrofale krige. Det gentages, at militær magt kun er legitim, når den bruges som sidste udvej i selvforsvar.
I forlængelse af AI diskussionerne peger paven på en generel trussel om teknificering af mennesker. Både transhumanisme og posthumanisme søger at rette op på menneskets skavanker og manglende naturlige evner ved at skabe maskine-menneske hybrider eller ligefrem søge udvikling af en slags efterfølger til menneskearten. Den slags forsøg på at perfektionere mennesket gennem en teknologisk ’frelse’ uden relationel dybde fjerner Guds ansigt fra mennesket. Netop i det uperfekte menneskes lidelse ligger ansporingen til næstens omsorg og hele samfundets stræben efter det ægte fælles bedste.
Store dele af den usikkerhed og utryghed, der præger mange samfund i dag, udspringer af en sandhedskrise, som også er forbundet med AI og moderne teknologi. Virkeligheden forekommer konstrueret, værdier er relative, mennesker er forbrugere og demokrati forveksles med flertalsstyre. Paven advarer mod, at denne udvikling kan føre til tyranni, hvis det ikke i en vis forstand allerede er sket. Som modsvar bør der satses på uddannelse, gennemskuelighed i beslutningsproces og lige adgang til data og digitale ressourcer. Det er også afgørende, at alle mennesker har mulighed for at realisere deres potentiale gennem meningsfyldt arbejde, og på den måde deltage i videreførelsen af Guds skaberakt. Arbejdsløshed bør derfor bekæmpes, og statens understøttelse af fattige borgere bør respektere menneskers værdighed og krav om deltagelse i samfundslivet frem for passiviserende fattighjælp, hvilket der er risiko for i velfærdsstater.
Paven afslutter sin omfattende rundskrivelse med forskellige anbefalinger, hvoraf den vigtigste er forsvaret for familien. Den traditionelle kernefamilie er og har altid været grundstenen i ethvert menneskeligt samfund, og det er statens vigtigste opgave at støtte familiernes trivsel og muligheder for udfoldelse.
Til sidst understreger pave Leo, at Gud lod sig inkarnere i Jesus Kristus, og at menneskeheden derfor for altid er transformeret. Vores virke på Jorden er nu en vedvarende udfoldelse af skaberværket til Guds større ære og menneskers fælles bedste.
/jh
Antiqua et nova: Note on the Relationship Between
Artificial Intelligence and Human Intelligence