“Håbet svigter ikke”. Sådan lyder pave Frans invitation, Spes non confundit, til et Jubelår i 2025. Citatet stammer fra Paulus brev til menigheden i Rom fra år 57, og paven bruger det i dag til at lyse op i en tid med mange bekymringer. Dengang som nu er der grund til optimisme, for vi ved, at Gud ikke har forladt os, men derimod har han som Jesus Kristus stillet sig skulder ved skulder med os mennesker ikke alene dengang men til enhver tid. Så vidt så godt!
Men sagen er jo så, at håbet skal indfries: Der skal ske konkrete forandringer i den virkelige verden, så de påtrængende udfordringer kan imødegås. Her er det, at såvel troende kristne som alle mennesker med god vilje kommer ind i billedet, for vi er jo Guds hænder og Guds stemme. Det er gennem menneskers virke, at Guds intentioner omsættes til virkelighed. Hvilke udfordringer mener paven så, at der er i verden af i dag? Her bliver det naturligvis kritisk vigtigt, at hans karakterisering af problemerne er rigtig, for det bliver afgørende for valget af afhjælpende foranstaltninger.
I pavens skrivelse peges der på flere forskellige slags problemer: der er først og fremmest de personlige udfordringer, som alle mennesker oplever, og som det i vid udstrækning er et individuelt ansvar at håndtere. Paven nævner et par gode råd, som enhver kan få gavn af: først og fremmest tro og kærlighed men også tålmodighed, selv i en hektisk internet-tid, og tilhørende overbærenhed og evne til at tilgive.
Hovedparten af skrivelsen fokuserer imidlertid på problemer af mere social og global karakter, hvor den katolske kirke bør kunne formulere det glade budskab på en tidssvarende måde. Paven fremhæver særligt fred i verden som et fokusområde for det kristne håb i en samtid præget af krigens rædsler i flere lande og kontinenter. Dernæst nævner paven den manglende lyst til at videreføre selve livet som karakteristisk for mange lande. De faldende fertilitetsrater skyldes efter pavens mening nutidens frygt for fremtiden, arbejdsløshed, stræben efter profit fremfor samvær og manglende sociale hjælpeforanstaltninger. Han foreslår, at det kristne fællesskab bør fremhæve behovet for en social kontrakt, der understøtter håbet og skaber en fremtid med leende babyer og fyldte vugger. Materielt fokus og snæver individualisme fører til utilfredshed og sorg.
Håb bør også formidles til fængslede, hvor regeringer opfordres til amnesti eller udslusningsprogrammer, så indsatte kan løslades og integreres i det almindelige samfund. Ligeledes opfordres alle til at bringe syge mennesker håb i deres hjem eller på hospital, hvilket også gælder mennesker med handicap. Tilsvarende opfordres alle at være opmærksom på at skabe håb for unge mennesker, der kan være nedtrykte og søge selvødelæggende aktiviteter, håb for migranter, der søger en bedre fremtid, flygtninge, der flygter fra krig eller forfølgelse, gamle mennesker, der trækkes med ensomhed, og mennesker, der er ramt af hungersnød. Endelig nævner paven håb i form af gældseftergivelse for udviklingslande, der har været genstand for kommerciel ubalance og udnyttelse af de naturlige ressourcer.
I 2025 er det 1.700 års jubilæum for den kristne trosbekendelse, der blev formuleret ved et bispemøde i Nikæa (i dag byen Iznik i Tyrkiet) i år 325. Her blev det vigtigste håb formuleret. Kristus levede, døde, blev begravet, opstod og blev set levende af flere forskellige mennesker. På det grundlag hviler vores sikre håb om, at der er en plads hos Gud i evigheden til hver af os. Det er det ultimative håb, der kaster et optimistisk lys hen over alle bekymringer.
/jh