Årmillioners evolution har givet primaters hunkønsvæsener et særligt ansvar for de tidlige faser i nye artsindividers udvikling. For menneskearten er nye individer ude af stand til at klare sig selv i meget lang tid. En kvinde er derfor den primært ansvarlige for et nyt menneskeligt individ fra det tidspunkt, hvor hun normalt bliver opmærksom på, at hun muligvis er gravid, hvilket svarer til embryonets individualisering i fosteruge to, dvs. den fjerde graviditetsuge.
Den gravide kvindes uomgængelige ansvar for det nye menneskelige individ er biologisk bestemt fra starten og varer gennem hele graviditeten, gennem spædbarnsalderen og med stadigt stigende bidrag fra andre voksne, frem til barnet naturligt udvikler selvstændighed. Det ansvar er en evolutionært udviklet, kønsbestemt opgave, som den enkelte kvinde normalt har mulighed for at løfte eller for at afvise.
Artens overlevelse afhænger af, at tilstrækkeligt mange kvinder tilstrækkeligt ofte løfter opgaven og gennemfører hele processen, således at populationen som minimum regenererer antallet af kvinder. I praksis betyder det, at i en befolkning i balance fødes der gennemsnitligt 2,1 barn per kvindelig fertilitetsperiode, typisk fra 15 til 45 års alderen.
Ethvert menneske har ukrænkelig værdighed og derfor lige ret til liv og frihed. En voksen kvinde har suverænt ansvar for de beslutninger, hun træffer i frihed. Under graviditet og som spædbarnsmor er hun den primært ansvarlige for et andet menneske, der er under udvikling, og som ikke selvstændigt kan hævde sin ret til liv og frihed.
Selvstændige menneskelige rettigheder forudsætter, at der er tale om et unikt eksemplar af arten, hvilket biologisk set tidligst kan være tilfældet efter præ-embryonets individualisering i fosteruge to. Filosofisk og moralteologisk har man siden Aristoteles i antikken og Thomas Aquin i middelalderen vurderet, at fosteret først var fuldt menneske efter en vis fosterudvikling svarende til ca 10 uger. Uden at der er en årsagssammenhæng, skal det her bemærkes, at det svarer til den fri abortgrænse på 12 uger, som var kendt i bl.a. Danmark ind til 2024.
Den gravide kvinde har ansvaret for sin egen krop og dermed også ansvaret for den støtteorganisme, der opretholder livet for et nyt menneske under udvikling. Den moralske pligt til at realisere fosterets ret til liv og frihed er derfor også den gravide kvindes suveræne ansvar, hvilket jo er naturgivet fremfor samfundsbestemt. Evnen til at løfte dét ansvar kan være kompromitteret af forskellige omstændigheder, men viljen og ansvaret er det alene kvinden, der råder over.
Det forekommer derfor rigtigst at fastholde det som kvindens suveræne pligt at træffe den rigtige beslutning om graviditetens forløb og herunder fosterets skæbne. Skulle kvinden foretage eller få foretaget fosterdrab bør det derfor være fri for samfundets evt. straf. Samfundets pligt til at beskytte det ny menneskes selvstændige ret til liv og frihed begynder først, når den gravide kvindes suveræne pligt ophører, dvs. når fosterets uomgængelige behov for intrauterine støttefunktioner afsluttes halvvejs gennem graviditeten omkring fosteruge 20, og det herefter overhovedet er muligt for andre end kvinden at opretholde fosterets liv. Samfundet har dog altid en egen interesse i at sikre alle kvinder uindskrænkede muligheder for at gennemføre graviditet og spædbarnsomsorg.
Den gravide kvinde har ansvaret for sin egen krop, herunder for sin livmoder og for sit foster. Gravide kvinder i Danmark lever under så gode samfundsvilkår, at der generelt ikke er noget etisk forsvarligt grundlag for, at en kvinde vælger fri abort. Læger eller andre bør derfor hverken direkte eller indirekte medvirke til provokeret abort uden vital indikation, altså kun abort hvis der er fare for den gravide kvindes eget liv. Herved er man i overensstemmelse med det Hippokratiske lægeløfte, som har været den gældende lægeetiske norm i de sidste 2.400 år.
/jh
Læs mere: