læge, dr.med. John-Erik Stig Hansen
Chef for den nationale biosikringsmyndighed Center for Biosikring og Bioberedskab, Statens Serum Institut, fra oprettelsen i 2001 til sin pensionering i 2021.
Dr. Hansen blev født i en katolsk familie med dansk-polske rødder på Nørrebro i 1958. Skolegang på katolske skoler drevet af jesuiterordenen i København. Han blev klassisk-sproglig student fra Niels Steensens Gymnasium 1977. I dag er han gift på 45. år og har to døtre og to børnebørn.
Han blev læge i 1985 og blev tildelt den lægevidenskabelige doktorgrad fra Københavns Universitet i 1992 på baggrund af eksperimentel virologisk forskning. Klinisk uddannet som reservelæge ved københavnske universitetshospitaler. Tidligere ansættelser inkluderer overlæge og forskningsleder ved Hvidovre Hospital, afdelingsleder ved Center for Små Handicapgrupper samt reserveofficer i Hærens Lægekorps.
Dr. Hansen har forfattet mere end 100 fagfællebedømte afhandlinger i videnskabelige tidsskrifter samt adskillige populærvidenskabelige og bioetiske avisartikler og bøger. Hoved- eller medforfatter på love vedr. biologisk sikkerhed vedtaget af Folketinget.
Han er medlem af Den Danske Lægeforening. Tidligere har han tjent som formand for Dansk Virologisk Selskab, NATO’s BioMedical Advisory Committee, formand for European Security Research & Innovation Forum CBRN WG, og i 12 år var han Danmarks repræsentant i EU kommissionens Health Security Committee.
Friviligt arbejde har inkluderet betroede opgaver i den katolske kirke som biskoppelig rådgiver vedr. klerikale seksuelle overgreb, forfatter, underviser og menighedsrådsformand, og dr. Hansen er formand for Katolske Læger i Danmark. Efter sin pensionering er han fagansvarlig vedr. Masseødelæggelsesvåben på det nationale leksikon LEX.dk, og siden 2024 er han formand for Forlaget Vero.
