Teologisk betydning af lidelse og død
Sygdom, smerte og død har eksisteret lige så længe, der har været biologisk liv på Jorden. Kamp om ressourcerne mellem forskellige individer og grupper af væsener har eksisteret siden højerestående organismer blev udviklet. Planlagt aggression og organiseret drab har eksisteret siden højerestående primater blev udviklet (fx chimpanser).
Den funktionelle betydning af smerte og død er nødvendighed for naturlig evolution. Uden smerte og død, sult og sygdom ville selektion ikke kunne drive udviklingen af højerestående arter frem. Homininer og herunder mennesket ville ikke være dukket op. Sygdom, smerte og død er ligesom naturomvæltninger, katastrofer og vold en del af de mekanismer, som Gud har indlejret i sit skaberværk.
Før Kristus blev sygdom og lidelse betragtet som Guds straf over syndige mennesker for at lede dem på rette vej (fx Job 36,7-9). Jesus derimod betragter sygdom som Satans lænker (Lk 13,16), som Jesus og hans disciple skal bryde og derved gøre mennesker fri (Jh 9,3-4).
Jesus erkender nødvendigheden af angst, lidelse og død ved sin accept af sin egen forestående tilfangetagelse, tortur, korsfæstelse og ensomhed (Mt 26,37-39; Mt 27,46). Herved stiller han sig som Guds søn solidarisk med alle mennesker. Gud står skulder ved skulder med sine skabninger i nødvendigheden af smerte, lidelse og død. I døden møder hver enkelt menneske Kristus, og vi deler også skæbne med ham i opstandelsen til en ny tilværelse i en ny verden (1 Kor 15,21-22; 2 Pet 3,13).
Ligesom smerte og død er nødvendig for, at den biologiske evolution kan foregå, så er lidelse og angst også nødvendig for menneskets individuelle udvikling. Stillet overfor egen sult afviser Jesus at dække over det materielle behov og ophæve lidelsen (Mt 4,3-4). Det gør han for understrege, at menneskets bestemmelse ikke kan indfries gennem materiel tilfredsstillelse (Lk 4,4; 5 Mos 8,3). Såvel egen som andres lidelse kan føre til spirituel erkendelse (Lk 23,47). Og lidelse kan fremkalde medfølelse og muliggøre andres bistand, omsorg og stræben (Mt 27,48; Mt 27,32). Uden mangel og behov opstår der ingen muligheder for realisering af omsorg, sådan som alle mennesker kan udfordres med uden varsel (Lk 10, 30-37).
Ved Guds egen solidarisering med skabningen i ultimativ smerte og død og specifikt med mennesket i korsdødens lidelse og angst forsoner Han sig med os (Kol 1,21-22). Heri ligger menneskets frelse fra genstridig afvisning af Gud. I menneskers svar på lidelsens udfordring kan vi i stedet vandre sammen med Kristus (Jh 14,6) både som individ fra fødsel til død og opstandelse såvel som skaberværk fra Big Bang til punkt Omega (Åb 1,8).
/jh