Skabelsesberetningen i 1. Mosebog kap. 1 (den om skabelsen på 7 dage) blev skrevet efter bl.a. akkadisk forbillede omkring 500 år f.Kr. af jødiske teologer som en forklarende indledning til resten af 1. Mosebog. Derefter følger så i kap. 2 den anden skabelsesberetning (den om Adam), som er meget ældre. Den bygger på skabelsesberetningerne fra de første mesopotamiske civilisationer, og bruger mange af deres litterære virkemidler.
Inden skabelsen henlå verden i mørke. Farven sort betyder for os i dag tomhed, ondskab, sorg og død, men farven skulle give andre associationer i 1. Mosebog: Blander man rød, gul, grøn og blå maling sammen med fingrene, ender man med en sort plamage. Prøver man nu at forestille sig filmen spolet baglæns på sin indre monitor, ser man, hvordan de gamle kunne tillægge den sorte farve en helt anden betydning: “Kaos: De endnu ikke udfoldede muligheder”. I begyndelsen var der mørke, men mørket betød ikke intethed i moderne forstand, snarere udifferentieret kaos, som i deres øjne havde et vældigt potentiale.
Og skabelsen varede syv dage. For jøderne, og deres forfædre, var 7 ikke et helligt, men et af de betydningsbærende tal, der betegner en fuldkommenhed. Tallet 4 betegner en fuldkommenhed i udbredelse på jorden: Fire floder fra Edens have vandede jorden, og 4 evangelister skrev så budskabet kunne spredes til alle jordens egne. 12 brugtes ofte om det fuldkomne, hvad befolkning angår: De 12 apostles forkyndelse skal nå alle jordens folk, og noget lignende kan siges om Israels 12 stammer, hvis “tolv-foldighed” apostlene gentog med fornyet mening. 7-tallet betegner så en fuldkommenhed i tid. Syv dage gør ugen til et fuldkomment tidsrum, og forfatterne har tænkt skabelsen som noget der er foregået i et fuldkomment tidsrum – måske kan man tænke på det som et til formålet passende tidsrum. Kronologien i beretningen betyder heller ikke blot en tidsmæssig redegørelse. I vore dage vil vi gerne forstå tingene “til bunds”, eller i det mindste have en “dybere” forståelse end en helt “overfladisk”. “Dybde” er her en letforståelig metafor. Det har at gøre med tingens inderste væsen – og her tyer vi så til et andet billede, det “indre”. Jøderne foretrak: “det første”. De “første” ting betyder de fundamentalt vigtige ting i tilværelsen: dens grundvilkår.
Beretningerne bruger altså forskellige i samtiden gængse litterære virkemidler, hvoraf nogle siden hen ganske enkelt har skiftet betydning, og som gør det til en tvivlsom affære, som fundamentalister gør det, at læse beretningerne “sådan, som de står i Bibelen”.
Skabelsesberetningen i 1. Mosebog
Når mesopotamiske kulturer før jøderne skulle gøre rede for, hvor de kom fra, brugte de to forskellige genrer. Dels en nøgtern og faktuel fortælling om konger, byer og krige, svarende til vores historieskrivning, og dels nogle mere fantastiske myter. Forfatterne af 1. Mosebog forener på original vis disse to genrer i en fortælling, som vil være både faktuel historie og filosofi på en gang.
Hvad er det så, der sker i 1. Mosebog kap. 1 og 2? Det er ikke skabelse ud af intet, som beskrives. Vandet var der til at starte med, atmosfæren er, hvad der bliver tilbage, når Gud løfter noget af vandet op i luften med en himmelhvælving, og landet fandtes også i forvejen: det kommer ’til syne’, da Gud lader vandet samle sig ét sted. Planterne er heller ikke Guds møjsommelige håndarbejde: de spirer såmænd frem af jorden. Det minder os mest af alt om Darwins evolution og “differentiering af kaos”. Meningen med hver af dagenes kreationer er at være forudsætningen for næste dags skabelse, og det hele kulminerer med menneskets skabelse den sjette dag og hviledagen den syvende. Det står i stærk kontrast til Babyloniernes skabelsesberetning, hvor mennesket blev skabt for at være gudernes slaver.
‘Gud så at det var godt’
Kun lysets skabelse den første dag har karakter af et Big Bang. Bevares, uden lys kunne Gud ikke se, hvad det var, han skabte, men mere interessant er det at se lyset som forudsætningen for, at Gud kunne se, at det var godt.
Det gentages syv gange: om første dags lys, tredje dags jord og hav, tredje dags planter, fjerde dags himmellegemer, femte dags fugle og fisk, sjette dags dyr, og endelig igen den sjette dag om hele skabningen inklusive mennesket, jordens herre: “..og Gud så, at det var godt”. Den syvende gang, Gud ser, at det er godt, gælder det altså ikke et enkelt element i skabningen, men helheden: alt det skabte i samspil med mennesket. Denne gentagelse er en understregning af en af pointerne i denne beretning. Før skabelsen var jorden øde og tom: potentialet var ikke forløst, intet havde mening, men Gud bragte orden i kaos, og den første forudsætning var Lyset, det godes målestok.
1. Mosebog kap. 1
I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.
Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.
Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.
Gud sagde: »Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!« Og det skete; Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Gud kaldte hvælvingen himmel. Så blev det aften, og det blev morgen, anden dag.
Gud sagde: »Vandet under himlen skal samle sig på ét sted, så det tørre land kommer til syne!« Og det skete. Gud kaldte det tørre land jord, og det sted, hvor vandet samlede sig, kaldte han hav. Gud så, at det var godt.
Allerede i næste kapitel, 1. Mosebog kap. 2 vers 4 og frem, finder vi endnu en beretning om jordens og menneskets oprindelse. Forstået som naturhistorie kan de to ikke forenes – de afviger tydeligt i forløbet, men det kender man også hos andre mellemøstlige oldtidskulturer. I denne beretning formes Adam af jorden, og det første han gør, hans allerførste handling efter at han har fået blæst livsånden ind gennem næseborene og er kommet til sig selv, det er, at han navngiver dyrene. Ved at nævne dem ved navn får Adam orden på alle væsenerne omkring sig. Hvor andre dyr blot tænker “mad”, når de ser noget, der bevæger sig, udvikler Adam det omfattende sæt af ord, som gør ham i stand til at begribe verden omkring sig. Han kan i virkeligheden ikke komme videre, før han har fået sat ord på. Det er orden-i-kaos-tanken i en poetisk iklædning, og det er den menneskelige bevidstheds Big Bang.
I de gamle Babylonieres skabelsesberetning bliver menneskenes skæbner fastlagt “den første dag”, men Adam bliver ikke låst fast i en skæbne; han får en opgave: Gud siger til ham, at han skal forplante sig, modtage frugterne af Guds skaberværk og herske over naturen.
Forskellen, mellem fra starten af at være fanget i en trummerum og så på at få en meningsfuld opgave, er enorm.
/th