Det er en biologisk nødvendighed, at en mand og en kvinde danner par. Hvis ikke dette foregik med stor sikkerhed og regelmæssighed, ville menneskeheden slet ikke være blevet til noget. Tilmed er det på grund af menneskebarnets mangeårige afhængighed af voksenomsorg og oplæring også nødvendigt, at parret danner en tryg ramme i et fælles langtidsprojekt, familien. Denne biologiske nødvendighed, familien, har Skaberen så også gjort til Helligåndens arbejdsplads: stedet hvor Guds livgivende kærlighed får lov at udfolde sig.
Formidling af Guds nåde som kærlighed til hinanden
Et ægteskab indeholder både muligheden for selv at give Guds kærlighed videre til andre og på den anden side selv opleve Guds livgivende nåde formidlet af et andet menneske, nemlig ens livsvarige partner. Realiseringen af disse muligheder sker i det daglige, praktiske samliv med hinanden, med børn, med venner og med både problemer og glæder. For de fleste kristne betyder det, at Gud ideelt set viser sig for os gennem vores ægteskab, og derfor er ægteskabet et sakramente – et virksomt gudstegn, således som den katolske kirke forstår det.
Når man vælger at blive viet i den katolske kirke bliver ægteskabet til mere end blot et almindeligt partnerskab mellem to mennesker: man får nemlig en tredje partner, Helligånden, med i projektet. Et katolsk ægteskab er mere end blot summen af mand og kvinde. Gud er deltager, og på en måde er der skabt et nyt og unikt liv: en organisk treenighed, der aldrig kan forgå men allerede fra sin fødsel har evigt liv. Derfor er det uopløseligt. I dagligdagen vil man glimtvis opleve at kunne ane Guds ansigt i ægtefællen, som bliver den gensidige formidling af Guds nåde. Kærligheden til hinanden kommer fra Gud, og man er derfor hver især ansvarlig for partnerens oplevelse af Guds kærlighed. Det er et stort ansvar at skulle virkeliggøre det smukke ideal for ens partner. Det kræver ofte stor tålmodighed, overbærenhed og tilgivelse. Men ligesom vi har tillid til, at Gud tilgiver os og tager imod os i kærlighed, sådan må man også være villig til at tilgive ens partner og være formidler af Guds kærlighed uanset hvad. For ligesom vi har tillid til, at Gud ikke svigter os, ligesådan må ens partner altid kunne have tillid til, at man ikke svigter.
Familien er Helligåndens arbejdsplads
Realiseringen af ægteskabet som et sakramente sker i det daglige familieliv, og synligheden af sakramentet afhænger af ægtefællernes bevidste indsats. Uanset om begge ægtefæller er katolikker eller for den sags skyld kristne i det hele taget er det vigtigt, at give plads til den kristne tro og den katolske praksis i hverdagen. Kun herved vil man kunne fastholde dén åbenhed overfor Helligåndens virke, der kan løfte ægteskabet op mod idealet og hjælpe det gennem evt. vanskeligheder. Her er der også mulighed for at benytte sig af dé velafprøvede støtteværktøjer, som symboler og ritualer er. Mulighederne er mange, og hvad man vælger vil i vid udstrækning afhænge af traditionerne i den familie, man selv kommer fra. Man kan f.eks. hænge et krucifiks – dvs. et kors med den korsfæstede Kristus – et centralt sted i hjemmet, eller hænge en ikon eller et andet billede, der forestiller en central bibelscene eller religiøs figur på væggen i stuen. Når øjet strejfer disse symboler flere gange om dagen, bliver man – uden at det nødvendigvis bliver til en bevidst overvejelse – alligevel mindet om den religiøse dimension af tilværelsen. I katolsk tradition er det også meget almindeligt, at man i forbindelse med bestemte begivenheder, f.eks. dåb og firmelse, bruger særligt indviede lys, eller at man i forbindelse med visse af årets fest- og helligdage, f.eks. Jul eller Påske har bestemte ritualer som f.eks. ophængning af en adventskrans eller opstilling af en julekrybbe.
Symboler og faste ritualer er gode påmindelser for voksne, og de er meget vigtige redskaber i opdragelsen af familiens børn og deres indlæring af kristne værdier og traditioner. Selv helt små børn vil gerne tale om religiøse emner, og det er vigtigt at barnet så tidligt som muligt lærer og forstår, at religion og tro er noget man kan tale frit og glædefyldt om i familien. I en kristen opdragelse af børn til at blive selvstændige og veludviklede mennesker med en fri og uhildet indgang til troens verden, det kristne budskab og dets praksis, dér er det afgørende, at barnet helt fra begyndelsen møder troen i familiens hverdag. Man kan f.eks. bede aftenbøn med barnet, gerne indlejret i en samtale om dagens gang og udfordringer. Det er også godt, hvis man kan inddrage barnet i religiøse handlinger, hvor familien optræder som en samlet enhed. I hverdagen kan det være meget værdifuldt at samles til aftensmad og bede en bordbøn inden alle spiser. Herved lærer barnet både, at de gode ting i livet kommer fra Gud, og at familien er en lille kernemenighed, hvor det kristne liv leves i praksis.
Kristent familieliv hjælper andre på vejen
Et ægteskab har betydning også for andre end ægtefællerne selv. Som familie-menighed optræder man også i andre sammenhænge, f.eks. i den lokale sognemenighed, og ægteskabet er som sakramente i sig selv både et synligt gudstegn for ægtefællerne selv men også for deres omgivelser. Ligesom ægtefællerne hver især meddeler hinanden ægteskabets sakramente og er et dagligt tegn på Guds kærlighed for hinanden, på lignende vis er man også som ægtepar og familie et tegn for venner, kolleger og bekendte. Når ægtefællerne optræder som enkeltindivider i separate sammenhænge er de dog stadig partnere i et forpligtende ægteskab og således repræsentanter for en familie, der har sine egne værdier og normer, som måske kan afvige fra den sammenhæng, de konkret optræder i.
Ikke alene ægtefællernes interne forhold og den måde, familien fungerer på, har betydning som eksempler for andre. Helt konkret kan de som familie og som økonomisk og social enhed også spille en betydningsfuld rolle for andre mennesker. Forskellige mennesker har forskellige ressourcer og grænser for, hvor meget man magter at engagere sig i f.eks. frivilligt socialt arbejde, børnenes skolegang, fester og gæster. Som kristent menneske har man imidlertid grundlæggende en forpligtelse til at være hjælpsom og at dele med andre mennesker, og her er der vel at mærke ikke kun tale om deling af penge og materielle goder, men i høj grad også om at dele ud af menneskelig omsorg, venskab og tankegods.
Kristus gav sine disciple besked på at gå ud i verden og forkynde det glade budskab. Som ægtefolk får man til opgave at opfylde denne missionsforpligtelse også ved at forkynde det glade budskab i sin egen lille familie, for partneren og for børnene. Det er naturligvis ikke en forkyndelse i den forstand, at man skal belære hinanden om religiøse spørgsmål – langtfra! Det er derimod en forkyndelse gennem handling og holdning. Som ægtepar og familie har man desuden til opgave på lignende vis at forkynde det glade budskab i samfundet: bidrage som kristen familie til, at det samfund, man lever i, holder fast i grundlæggende kristne værdier og udvikler sig i frihed til gavn for alle.
Det sakramentale ægteskab kan på denne måde være til velsignelse for ægtefællerne selv, deres børn, deres familie og deres samfund – et virksomt gudstegn.
/jh