Seneste nr. * English * Arkiv * Breve * Om VERO

 

Julens budskab

nr. 10, 2012
   
Forsiden
Konciler
Konciliarisme
Julens budskab
Troens år i koncilets lys

Julens beretning om Jesusbarnet, der blev født af en jomfru i en stald i Bethlehem, er en del af den kristne kirkes kernetradition. Fra vi var små børn forbinder vi Julen med glæde og mystik, kærligt samvær og gaver. Juleberetningen kender vi fra to af evangelierne, Mattæus og Lukas, som hver for sig fortæller nogle lidt forskellige historier, der indeholder elementer som engle, stjernetydning, vise mænd og profetier.


Fortællingerne om Jesu fødsel tages ikke op i andre evangelier eller senere i Lukas’ og Mattæus’ evangelier, og fortællingerne har nærmest præg af noget eventyragtigt, der adskiller sig i stilen fra evangeliernes øvrige, mere dokumentariske beretninger. De indbyrdes modstridende oplysninger i fødselsfortællingerne giver da også vanskeligheder, hvis man søger at forstå dem historisk, og f.eks. kan man sætte Jesu fødselstidspunkt til alt mellem år 4 før Kristus til år 6 efter Kristus. Sagen er naturligvis, at der ikke er tale om forsøg på en historisk-dokumentarisk redegørelse for de faktiske omstændigheder ved Jesu fødsel, men derimod om formidling af en afgørende vigtig sandhed: at Jesus er Gud fra sin undfangelse og gennem hele sin tilværelse som menneskebarn indtil døden på korset. Julefortællingen er altså ikke en 2.000 år gammel rejsebeskrivelse fra Bethlehem, men et teologisk udsagn af den største betydning for os mennesker, nemlig at Gud har stillet sig solidarisk med sin skabning ved at blive menneske som vi.
Det står meget klart, at allerede inden for de første årtier efter Kristi korsdød og opstandelse, da har de kristne udviklet en forståelse for betydningen af Jesu slægtskab med alle andre mennesker. Mattæus-evangeliet indledes med at opremse Jesu stamtavle, hvilket nok i dén jødiske sammenhæng, som de første kristne levede i, var vigtig for Jesu troværdig som den jødiske Messias. Det viser imidlertid også en indbygget forståelse for, at Jesus netop ikke var et fremmedelement, der blev plantet af en almægtig Gud ind i en jordisk ramme som led i en midlertidig, guddommelig oplysningskampagne overfor syndige mennesker – en slags superprofet. Tværtimod peger det på, at de kristne allerede tidligt (som også Paulus giver udtryk for) har en forståelse for, at Jesus er en integreret del af menneskeslægten, og at Gud derigennem giver svaret på Jobs klager til Gud over et hårdt, plagsomt og uretfærdigt liv. Guds svarer gennem Jesu tilblivelse, inkarnation, at han deler livet med os, og at hans fremtid er vores fremtid. Gennem Jesus oplever Gud sult, hjælpeløshed, træthed, forkølelse, lidelse og død – men naturligvis også menneskers omsorg, kærlighed, uegennytte og gudslængsel. Og at Jesus Kristus, Guds søn, ikke svigter os foran korsets pinsler men belønnes med opstandelse efter døden viser os, at denne nye pagt mellem Gud og mennesker – indledt med Guds inkarnation gennem Jesu fødsel - er ubrydelig.
Det største mirakel overhovedet er, at Gud selv kan bo og virke i et menneskes skikkelse. Det peger ud over vores naturlige begrænsninger, som Gud jo i grunden har villet dem. Han har skabt den natur, vi oplever, og den naturlige udvikling, der hele tiden forandrer den fysiske virkelighed, som vi er en del af. Derigennem er vi selv blevet til som menneskeart, og fra menneskets tidligste opvågnen til bevidsthed om godt og ondt, sandt og falsk har det været en anstødssten, at smerte, lidelse og død er en indbygget nødvendighed, for at vi som menneskeart overhovedet kunne dukke op af naturens tilsyneladende kaos. Inkarnationen viser os imidlertid, at den naturlige evolution medførte (eller måske ligefrem havde som formål), at Gud selv kunne træde ind i den fysisk-biologiske virkelighed som menneske. Det giver også os almindelige mennesker håb om modsat at kunne overskride den fysisk-biologiske virkeligheds grænse til det transcendente og nå frem til en uendelig tilværelse med Gud og alle hans skabninger i en ny verden.



Evangeliernes julefortællinger indeholder også andre budskaber af teologisk art, som har stor betydning for vores kristenliv, og som derfor holdes ved lige gennem krybbespil og traditioner. Først og fremmest er Marias rolle som redskab for Guds virke et forbillede for alle mennesker. Gennem hende kan vi lære modet til at åbne os for Guds planer, også selvom det umiddelbart kan synes at være skadeligt for vores egen anseelse eller karriere. Stjernen på himlen kan ses som et eksempel på, at tegn i naturen kan pege på den bagvedliggende virkelighed og Guds tilstedeværelse. De tre vise mænds rationelle udforskning af naturen fører dem faktisk til Gud selv, hvilket viser at naturen kan tolkes, og at Guds fingeraftryk kan tydes. Hyrdernes umiddelbare erkendelse af Guds tilstedeværelse i deres liv viser, at selv uden nogen form for særlig uddannelse har vi alle som mennesker umiddelbar adgang til erkendelse af Gud i vores liv.
Julen er fyldt med mening og sandhed, og kernebudskabet er derfor det mest optimistiske budskab der findes: Gud står skulder ved skulder med os svage og magtesløse mennesker uanset hvem vi er, og alle har vi del i den almægtige Guds fremtid. Lad os dele dén optimisme og glæde med alle og især med dem, der endnu ikke kender Julens sande budskab!

 

tilbage til toppen

Copyright tilhører Vero.dk
Må kun citeres i uddrag og med tydelig kildeangivelse og link til vero.dk