Seneste nr. * English * Arkiv * Breve * Om VERO

 

Konciliarisme

nr. 10, 2012
   
Forsiden
Konciler
Konciliarisme
Julens budskab
Troens år i koncilets lys

Middelalderens koncilsbevægelse og begrebet ’konciliarisme’.

Samspillet og rollefordelingen mellem Rom og lokalkirkerne har forandret sig løbende gennem den katolske kirkes historie

De kristne kirkers historie har ofte været præget af konflikt og indbyrdes diskussioner. Men sådanne diskussioner er altid blevet efterfulgt af ønsket om igen at forene kirkerne i én, kristen Kirke. I middelalderen blev ’Enhedskirken’ nemlig anset for normal-situationen, og at kirker skilte sig ud blev set som en ’skandale’. Konciler har været et af de midler, der igen og igen er blevet brugt for at bringe kristenheden sammen.

Et eksempel er skismaet mellem øst- og vestkirken i 1054. Det blev efterfulgt af mæglingsmøder i Bari i 1098, Lyons i 1274, og Basel, Ferrara og Firenze i 1431-1439. Men den kristne enhedskirke var allerede blevet splittet yderligere i 1378, hvor der var hele to paver, en i Avignon og en i Rom, og fra 1409-1417 hele tre paver, der kæmpede om anerkendelse 1409-1417.

Man kan med en vis ret sige, at det var i denne periode reformations- og koncilbevægelser for alvor opstod: slagordet ved koncilet i Konstanz (1414-1418) var reformatio ecclesiae in capite et in membris (’genopbygning af kirken, af hovedet såvel som lemmerne’) og det blev gentaget ved de følgende konciler. Konstanz-mødet definerede i dekretet ’Haec Sancta’, at koncilerne stod over paven, og den ene pave, der var tilbage, måtte underkaste sig koncilernes beslutninger. Paven skulle endvidere indkalde til konciler regelmæssigt, først efter 5 år, så efter syv år, og i al fremtid hvert tiende år, som det fastlagdes i dekretet ’Frequens’. Koncilet i Konstanz var organiseret efter principper, der kan minde lidt om diskussionerne i vore dages FN; hver ’nation’ sendte en delegation af en bestemt størrelse, og et særligt præsidium som valgtes blandt nationerne stod for mødetilrettelæggelsen og ledelsen.

Koncilet i Konstanz foregik i denne bygning

Pavens legitimitet hviler juridisk set på dokumenterne fra koncilet i Konstanz. Men i realiteternes verden arbejdede de efterfølgende paver på at genvinde den magt, som den romerske kurie havde måttet afgive til koncilerne som Kirkens øverste myndighed. De første regelmæssige konciler blev afholdt i Pavia, Siena, og Basel, men så tabte koncilsbevægelsen den reelle indflydelse.

Den katolske teolog Hans Küng sammenligner i sin bog ’A Short History of the Catholic Church’ situationen efter 2. Vatikan-koncil med den forbavsende hurtige tilbagerulning af udviklingen efter de tre senmiddelalderlige reformkonciler.

Begrebet ’konciliarisme’ er sidenhen blevet anvendt med meget forskellige fortegn. Samspillet og rollefordelingen mellem Rom og lokalkirkerne har også i nyere tid være afgørende i den katolske kirke. Uanset at ’konciliarisme’ er blevet udlagt som en yderligtgående fortolkning af kirkens koncilstradition og konciliaritetspricip, har koncilerne ofte medvirket til at udligne spændinger og forny Kirken.

Christian Troelsgård

Pave Johannes 23. som indkaldte 2. Vatikanconcil

 

 

kilder:

  1. Christianson, Gerald (ed.), Church, the Councils, and Reform : The Legacy of the Fifteenth Century, Catholic University of America Press, Baltimore, MD, USA, 2008, ISBN: 9780813218441.

  2. Küng, Hans, A Short History of the Catholic Church, London 2001, ISBN 0297646389

tilbage til toppen

Copyright tilhører Vero.dk
Må kun citeres i uddrag og med tydelig kildeangivelse og link til vero.dk